NEAL CONAN, vært:

Dette er tale om nationen. Jeg er Neal Conan i .ashington. for tyve år siden udgav forfatteren Tim O ‘ Brien en bog med historier om unge mænd og krig, hans krig, Vietnam. Blandt mange andre ting opregnede han vægten af hver soldats tøj, kantiner og dåseåbnere.

fra bogen: hver tredje eller fjerde mand bar en claymore antipersonelmine, 3, 5 pund med sin fyringsenhed. De bar alle fragmenteringsgranater, 14 ounce hver. De havde alle mindst en M-18 farvet røggranat, 24 ounces., Nogle Bar CS eller tåregasgranater. Nogle bar hvide fosforgranater. De bar alt, hvad de kunne bære, og derefter nogle, herunder en stille ærefrygt for den forfærdelige magt af de ting, de bar.

og det er også titlen på den bog af historier. “De ting, de bar” er nu en hæfteklamme i engelskundervisning på college og gymnasium, fejret som en af de vigtigste bøger om oplevelsen af krig.

forfatteren slutter sig til os om et øjeblik. I dag ønsker vi at høre fra veteraner. Hvad har du med? Hvad bærer du stadig? Fortæl os din historie., Vores telefonnummer er 800-989-8255. Email os, [email protected]. du kan også deltage i samtalen på vores hjemmeside. Thats på npr.org. Klik på TALK of the NATION.

senere på timen, den store play-by-play mand Jon Miller, på kunsten at spille for leg. Men først, forfatter og National Book Award-vinder Tim O ‘ Brien slutter sig til os her i Studio 3A. Rart at have dig tilbage på programmet. TIM O ‘ Brien (forfatter, “de ting, de bar”): dejligt at være her, tak.

CONAN: og dele af denne bog blev indrammet fra en afstand af 20 år. Det er nu 20 år siden, du skrev bogen., Hvad bærer du stadig? O ‘ Brien: Nå, jeg bærer minderne eller spøgelserne på et sted kaldet Vietnam, Folket i Vietnam, mine medsoldater. Vigtigere, jeg tror, jeg bærer vægten af ansvar og en følelse af lovlydige skyld. Jeg bærer glade minder, også, venner, jeg lavede, og samtalerne i rævehuller, hvor, et øjeblik eller to, krigen ser ud til at forsvinde i kammeratskab og venskab.

krigene slutter ikke, når du underskriver fredsaftaler, eller når årene går. De vil ekko på, indtil jeg er væk, og alle enker og forældreløse er væk.,

CONAN: på nogle måder skriver du, hvordan oplevelsen af at være tæt på døden så ofte gjorde tingene ekstremt levende. Forbliver de de mest levende minder i dit liv? O ‘ Brien: meget meget. Jeg er lige færdig med at tale med en gruppe gymnasieelever her i DC, og samtalen kom til sidst til netop det spørgsmål. Og der er noget om at være midt i kaos og rædsel af en krig, der gør, at du sætter pris på alt hvad du ikke har, og alt, du kan miste evigt, som går fra det sublime, dine forældre, ned til den smålige, Big Mac og en kold Cola., Når du er virkelig, virkelig tørstig, og du drikker uafskallet vand, vil sindet låse på en dåse kold koks, som dit sind måske, du ved, tilbage i gymnasiet lås på en smuk pige.

CONAN: overrasker det dig, at alle disse år senere bliver din bog undervist i gymnasier rundt om i landet? O ‘ Brien: Ja. Jeg havde skrevet bogen for voksne. Jeg havde forestillet mig et publikum af litterære mennesker på metroer og gå på arbejde og i deres hjem læse bogen., Men jeg havde bestemt ikke forestillet mig 14-årige børn og 18-årige og dem selv i deres tidlige 20 ‘ ere, der læste bogen og bragte sådan inderlighed til det, som kommer fra deres eget liv, virkelig.

bogen blev taget anvendes til en dårlig barndom eller et brudt hjem, og det er de ting, de bærer. Og på en måde er det ekstremt smigrende, og andre gange kan det være deprimerende.

Jeg havde et barn kommet op til mig for ikke længe siden, selvom en bogsigneringslinje og siger, din er den eneste bog, jeg nogensinde har færdig., Og selvfølgelig var det ment på en smigrende måde, og jeg tog det på den måde, men i baghovedet tænkte jeg, Gud, al den glæde, som dette barn har nægtet sig selv.

CONAN: Ja, men han har alle de gode bøger foran sig. O ‘ Brien: det er sagen. Det åbner en dør. Nogle af disse børn er det forkerte ord. Det lyder nedsættende. Disse mennesker, der er unge, en dør er blevet lukket for dem gennem deres egne handlinger eller deres forældres eller deres skolers. Hvem ved hvorfor?, Og hvis en bog kan åbne den Gate .ay eller den døråbning og opmuntre nogen til at finde glæden ved at læse, så hvad en god ting at have opnået i dit liv.

CONAN: her er en af de litterære mennesker, der skriver med en e-mail, Shannon(ph) i Lyndhurst, Ohio. Jeg er professor, og jeg har undervist din roman i seks år nu og bliver konstant forelsket i den hver gang jeg læser den. Hvad jeg gerne vil vide er: hvad er den vigtigste besked, du gerne vil have dine læsere til at tage væk fra romanen? P. S. mine elever elsker at hade a .ar. Det siger jeg, fordi du er A .ar.,

(Soundbite af latter)

Mr. O ‘ Brien: godt sagt. Åh godhed, at tage en ting væk, det er lidt som at have et stykke klud, du ved, løsne en streng, og kluden opløses, når du ser på strengen.

målet, antager jeg, at enhver fiktionforfatter har, uanset hvad dit emne er, at ramme det menneskelige hjerte og tårekanalerne og nakken og få en person til at føle noget ved karaktererne går igennem og opleve de moralske paradokser og kampe ved at være menneske.,

og på en måde, for mig, selvom det på overfladen selvfølgelig er en bog om krig, er det jeg har aldrig tænkt på det, virkelig, på den måde i mit hjerte. Selv da jeg skrev det, det syntes at være en bog om storytelling og de byrder, vi alle ophobes gennem vores liv, vores mødre og fædre og baggårde, lærere, hvilket jeg mener, min far døde, ved jeg ikke, for fire år siden, og han er da gået så nogen, jeg kendte i Vietnam.

men ligesom spøgelser Vietnam, alt hvad jeg behøver at gøre er, du ved, lukke mine øjne et øjeblik, og der kaster han mig en baseball., Og der er noget ved at bære billedet af ham, symbolet, emblemet med at bære det, i det mindste efter min erfaring, er temmelig vigtigt for at være menneske, mener jeg.

CONAN: Vi taler om “de Ting, De har Udført,” og vi beder veteraner til at ringe til os i dag for at fortælle os om de ting, de har foretaget, og de ting, de kan fortsætte med at udføre, 800-989-8255. Email os, [email protected]. og vi begynder med Jeff (ph), Jeff ringer til os fra Des Moines.

JEFF (Caller): Ja, Hej, tak for at tage mit opkald.

CONAN: sikker., JEFF: jeg fortalte bare din screener, jeg er en Irak-krigsveteran. Jeg var der i 2005, 2006, og der har aldrig rigtig tænkt på det, men der er tre ting, jeg bærer med mig hver dag. Jeg bærer stadig mine hundemærker hver dag. Jeg er pensioneret nu. Og jeg har en P-38 dåseåbner fra…

CONAN: disse ting fungerer bedre end de fleste alt. O ‘ Brien: det gør de. JEFF: og da jeg var i Irak, lavede min chauffør armbånd ud af 550 ledning til alle i sektionen, og det bærer jeg hver dag.

CONAN: Hvad er 550 ledning?, JEFF: 550 cord er en nylon ledning, at hvis du nogensinde har været i infanteriet, har den en million og en bruger, sandsynligvis nogle jeg ikke har lært endnu, men stort set alle infanteri, jeg nogensinde var i…

CONAN: dem, du ikke kender til, er sandsynligvis dem i manualen.

JEFF: Ja, sandsynligvis, sandsynligvis. Men jeg bærer en dragt og slips hver dag, og mange mennesker kommenterer, at det er lidt skurrende at se et stykke grøn nylon flettet ind i et armbånd på mit håndled, men jeg bærer det hver dag, så – bare for at huske den tid, så…

CONAN: og hvad tager du væk, Jeff?, JEFF: du ved, jeg tror, det er fordi jeg var i militæret så længe, jeg håber ingen tager fornærmelse med dette, men det er en helt anden verden end den civile verden. Og det minder mig om alle mine oplevelser i fortiden og en masse gode minder. Så jeg ved det ikke. Det er vane nu, men…

CONAN: nå, Jeff, mange tak for opkaldet, værdsætter det.

JEFF: du satse, tak. Farvel.

CONAN: farvel. Du har ikke stadig din P-38, vel, Tim? O ‘ Brien: jeg ville ønske, at jeg gjorde det., Du har ret, den ting virkede, og de fleste dåseåbnere, jeg bruger i disse dage, bryder om tre minutter.

CONAN: Ja, det gør de. Terry er på linjen, Terry med os fra Gainesville. TERRY (opkalder): Hej.

CONAN: gå videre, Terry. TERRY: jeg har stadig min P-38.

CONAN: Åh ja, måske kan du lave dem til det civile marked. TERRY: faktisk kan du få dem stadig gennem Ranger Joe ‘ s på Fort Benning.

CONAN: okay. TERRY: men jeg bærer også shrapnel i mit ben, en bitterhed.,

CONAN: Hvor har du samlet shrapnel, Terry? TERRY: min sidste tilbragte jeg mine første ni måneder som rifleman og en holdleder vest for Chu Lai i 198.lette infanteri. Og de sidste tre måneder lykkedes det mig at få et job som dørskytter på et observationskib, og jeg blev ramt med en marin artilleriobservatør ud af Da Nang. du ved, jeg vil gerne sige, at en af de ting, jeg stadig bærer, er det under, at folk stemte for at holde os der. Jeg kom tilbage og sluttede sig til Vietnam veteraner mod krigen, og jeg fandt, at du ikke kunne fortælle nogen, hvad du havde været vidne til., Uden at have nogle erfaringer, det bare, de enten ikke ønsker at høre det, eller de kunne ikke forholde sig til det.

Men de folk, der sendte os der, og holdt os der, jeg tæller Johnson og Nixon og Kissinger, og resten af dem, de vidste, at vi ikke var der til at gøre noget, men har en geopolitisk indflydelse på Russerne. Desværre lavede jeg ikke et forskningsprojekt om, hvorfor vi var i Vietnam, før jeg kom tilbage, og årsagerne var ikke, hvad de fortalte os.

CONAN: det er interessant…, TERRY: jeg fik ingen at bebrejde, men mig selv, men jeg følte mig meget tåbelig for at have betroet regeringen med mit liv.

CONAN: Terry, det er interessant, hvad du siger om historier. En masse af Tim O ‘ Brien bog handler om krigshistorier og hvordan, hvis du, hvis de lyder troværdigt, de er næsten helt sikkert ikke. O ‘ Brien: Ja, det er-jeg mener, jeg identificerer mig med stort set alt, hvad vores opkalder lige talte om. Jeg var også i den 198. lette infanteribrigade nær Chu Lai. TERRY: okay. Vejen at gå 198. O ‘ Brien: Ja., Vores AO var operationsområde var i nærheden af, hvor My Lai-massakren fandt sted, Provinceuang Ngai-provinsen. Og mine minder er meget som dine, og jeg tror, jeg bærer med mig den samme ting du bærer.

CONAN: Terry, mange tak for opkaldet, værdsætter det. Det er 20 år siden “de ting, de bar” ramte butikshylderne. Vi snakker mere med forfatteren Tim O ‘ Brien om et øjeblik. Vi ønsker også at høre fra veteraner i dag. Hvad har du med? Hvad bærer du stadig? 800-989-8255. Email os, [email protected] jeg er Neal Conan. Bliv hos os. Det er nationens tale fra NPR ne .s.,

(Soundbite af musik)

CONAN: dette er tale om nationen. Jeg er Neal Conan i .ashington.

mere end to millioner eksemplarer af “de ting, de bar” har solgt siden 1990. Det er blevet læst og passeret af utallige veteraner fra Vietnam til de nuværende krige i Irak og Afghanistan. Tim O ‘Brien’ s bog er også blevet valgt til en film, men indtil videre er den ikke kommet til den store skærm.

nu for at markere 20-årsdagen er en ny hardcover-udgave ude. For at læse et udvalg om krigens sure kedsomhed kan du gå til vores hjemmeside på npr.org. Klik på TALK of the NATION.,

Tim O ‘ Brien er med os her i Studio 3A. vi vil gerne høre fra veteraner i dag. Hvad har du med? Hvad bærer du stadig? 800-989-8255. Email os, [email protected]. du kan også deltage i samtalen på vores hjemmeside. Thats på npr.org. Klik på TALK of the NATION.

og lad os gå ved siden af Rich, og Rich er med os fra Sunman i Indiana.

RICH (ringer): ja, sir. Jeg bærer faktisk to ting personligt. Jeg har en P-38, Og jeg har også, hvad Air Force CRE.chiefs kaldte en kirke nøgle, som var din normale, hverdag, metal dåseåbner.,

jeg var crew chief på 141s og KC-135s i slutningen af Vietnam-Krigen, der var udstationeret med 619th Masse på Hickam Air Force Base, og under den første golfkrig var jeg udstationeret med 512th fly generationsskifte squadron ud til Dover Air Force Base.

Men de ting, som jeg ikke personligt udøve, men jeg brugte til at bære hver dag, var de kister, der kommer tilbage fra Vietnam, den nukleare sprænghoveder til at komme tilbage ud af, at jeg tror, jeg kan sige, at det i dag, Subic Bay, fordi vi brugte til at fange dem på Barberer Punkt Naval Air Station uden for Hickam Air Force Base., Og de nætter, jeg tilbragte på Dover under den første Golfkrig med 145,000 til 150,000 pounds af JP4 på en C-5 og 30 til 40,000 pounds af håndvåben og raket ammunition eller motorer, og du ville se lynet og så pludselig…

CONAN: Åh dreng. JP4 er i øvrigt jetbrændstof. RICH: du kan ikke tanke mere, ved du det?

CONAN: Åh dreng. Det er svært at tro, ikke, Rich? Jeg talte lige med Tim O ‘ Brien, lige før vi startede på Sho .et, at det var 20 år efter hans turn., at han skrev denne bog., Det er 20 år siden da, men det er næsten 20 år siden den første Golfkrig.

rig: den første Golfkrig. Det er næsten svært at tro. Jeg gik ind som barn. Jeg trådte ind i Flyvevåbnet i 1973, mit seniorår på gymnasiet, og så gik jeg tilbage, tiltrådte reserverne og var i reserverne i omkring 18 måneder, blev kaldt op, Jeg tror, det var i September 1989 at gå aktiv tjeneste under den første Golfkrig.,

Og jeg var stadig et personale sergent, fordi jeg havde været ude for længe, og jeg var den gamle mand, og det var svært at tro, at de ting, vi sætter på skuldrene af de unge i militæret, fordi jeg havde været ude længe nok til at sige, at jeg havde arbejdet nu for Proctor & Gamble i et stykke tid, du ved, og ting, der var vigtige, men de var ikke som den var, da du ved, at du går ud og du sidder på den fugl, og der er lyn og ting omkring dig.,

Du, Du dengang tænkte du ikke på det, men så var det da jeg var 17, 18, 19, 20. Nu får du op til 35, og du siger, mand, du ved, jeg kunne være væk i et splitsekund. Vi mistede en fugl på Dover, blev ramt af lyn, og den rev vingen af mellem nummer 2 og nummer 3 motor, du ved?

CONAN: Wowo.. Det er den påmindelse, der er konsistent i din bog, ikke kun det, du så betragtede som en gammel mand, der ser tilbage, du er en meget ældre mand nu, men den utrolige ungdom af, godt, du og de andre i Alpha Company.

Mr., O ‘ Brien: ja, på det tidspunkt så det ud til, at jeg var blandt mennesker, der var ret modne. Jeg mener, ser tilbage på det, disse var 19, 20, 21-årige. Folk, der på det tidspunkt så gamle ud for mig, viste sig at være 27 eller 28.

Det er jeg synes det er en vigtig påmindelse for os alle, at dem, der gør vores drab og vores døende, de er ikke børn præcist, men de er ikke, de er helt sikkert ikke er modne voksne, der er blevet skolet af livet og hvad livet kan levere til os. Og det er en lektion, der sandsynligvis er værd at gemme væk., CONAN: e-mail fra Charles i Portland, Oregon: jeg var ikke gammel nok til at tjene under Vietnamkrigen. Min stedbror var. Jeg lavede en knivkappe til ham af læder, der holdt sin fastbladede kniv, og den havde et andet rum til et par nåletænger, som han fandt nyttige til forskellige formål. Jeg kunne forestille mig, hvordan det kunne være nyttigt.

lad os se, om vi kan gå ved siden af dette er Daniel, Daniel med os fra Greenville i Tennessee.

DANIEL (opkalder): ja, sir. Jeg var i første bataljon, anden marinesoldater i Somalia., På det tidspunkt var jeg en 19-årig dreng, og jeg tog op der, og jeg har båret siden en empati for andres lidelser. Og nu arbejder jeg i øjeblikket inden for mental sundhed, og jeg vil gerne takke Mr. O ‘ Brien, fordi da jeg var på college, var hans bog en af de bøger, vi studerede. CONAN: det var efter din tur i Somalia, jeg forstår. DANIEL: ja, sir, og det var faktisk lidt katartisk for mig. O ‘ Brien: jeg er glad for at høre det., Jeg talte med Neal, før Sho .et startede og sagde, at bøger undertiden kan have indflydelse på menneskeliv, der går langt ud over, hvad en forfatter har til hensigt, når bogen bliver skrevet. Og du kan hjælpe folk på måder, du aldrig ville forvente. Det glæder mig at høre det. Måske hjalp det dig lidt.

DANIEL: mange tak, sir.,

CONAN: Og Daniel, de ting du stadig bære – jeg spekulerer på, hver dag, man hører om et andet skib, som bliver taget af pirater ud for Somalias kyst, eller om den pistol kampe bryder ud mellem regering, der er indehaver af tre firkantede blokke af downtown Mogadishu og krigsherrer. Hvad synes du? DANIEL: på det tidspunkt var jeg for ung til virkelig at forstå, men jeg tror, at vi som nation og som militærtjeneste gjorde en stor bjørnetjeneste over for det somaliske folk., Vi efterlod dem i et vakuum, der, du ved, vi var der for at tage det vakuum væk, men vi efterlod det næsten i en værre tilstand end det var.

CONAN: Daniel, mange tak, værdsætter det.

DANIEL: ja, sir.

CONAN: farvel. Lad os gå næste dette er Chris( ph), Chris ringer til os fra Fort Myers, Florida. CHRIS (opkalder): Ja, Hej. Hej, Mr. O ‘ Brien. Det er en stor fornøjelse at tale med dig i dag., Jeg faktisk blev først introduceret til “de ting, de gennemføres” i de .itt Henry ‘ s(ph) klasse på Emerson, og jeg har altid tre eksemplarer af din bog: en, som jeg holder helt ren, en, som jeg bruger til noter som en engelsk lærer, og en, som jeg slags brug for noter som forfatter og elev.

og jeg tror, du er afgørende for, at jeg selv har været en nu udgivet forfatter, hvis det kun er grunden til, at jeg bærer min Red so.hat med alle mine bogomslag, fordi Mr. O ‘ Brien gør det, så jeg kan også gøre det.

(Soundbite af latter)

CONAN: vi kan lide dig alligevel, Chris.,

CHRIS: Af alle de fantastiske ting, du har givet mig, nok den mest afgørende for min udvikling som person er du gav en arena for min far og jeg til at tale, og jeg tror, jeg er 35, og jeg tror, at en masse af min generation, Vietnam er et tabt emne for os, fordi vore fædre ikke ønsker at tale om, hvad der skete med dem. Minderne er for tætte og for forfærdelige.,

og gennem” de ting, de bar”, kunne min far og jeg faktisk have samtaler om sin tid i Vietnam, hvilket i sidste ende førte til mig, og han er meget syg lige nu, men det førte til, at vi kunne have samtaler om hinanden. Og så blev det virkelig Dette sted, hvor han og jeg kunne gå til, når vi ikke kunne tale om noget. Vi ville tale om dit arbejde og bruge det som et middel til at diskutere krig og hvad han havde oplevet, men også hvem han var som person. O ‘ Brien: det er en god ting at høre., Du ved, belønningen ved at være forfatter kan omfatte, du ved, priser og penge og den slags ting, men en historie som din er den, der får mig til at huske at være 24 år gammel og gå ud på en karriere for at være forfatter.

Jeg hører fra forskellige kilder historier slags ligesom din. Jeg fik et brev fra en ung kvinde, en 26 – årig kvinde i Minneapolis, en historie som din. Min far var stille, og der var problemer i familien, og min mor forsøgte at forklare mig, hvorfor hun aldrig havde været i stand til at forelske sig i min far, der havde været i Vietnam, i det mindste ikke helt forelsket.,

og i AP engelsk klasse stødte hun på bogen, gav den til sin far. Han begyndte at tale. Moderen begyndte at tale. De gik til rådgivning, og de er stadig sammen. De er ikke perfekte, men de er glade. Og sådan en ting får mig til at græde, fordi det puffer op imod min hensigt at skrive den bog, ikke at helbrede denne familie i særdeleshed, men at have en bog transcendere bomber og kugler og på en eller anden måde orm sin vej ind i den menneskelige ånd eller hjerte. Så tak.

CHRIS: nå, mange tak.,

CONAN: Chris, mange tak for telefonopkaldet, værdsætter det.

CHRIS: Tak.

CONAN: farvel. Lad os se, om vi kan gå ved siden af dette er Brian, Brian ringer til os fra Birmingham, Alabama. BRIAN (Caller): Hej, Hvordan har du det i eftermiddag?

CONAN: ikke så dårligt. BRIAN: Hej. Jeg vil bare takke dig for din bog, fordi, ja, jeg gik gennem et par kampsituationer, og jeg vidste ikke, jeg var en af de, ligesom disse børn, der kommer tilbage nu, og børnene, der kom tilbage fra Vietnam., Jeg var en af de børn, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tale det ud. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hjælp (uforståelig) jeg var i min verden helt alene, i denne temmelig meget helvedeverden, du ved, min hjerne.

og jeg læste din bog. Jeg læste” Kyllingesuppe til veteranens sjæl”, små ting som det. Ja, jeg gik ind med et åbent sind, men, ja, jeg slags figur, okay, dette er blot endnu en bunke skrald at bare smide på stakken, du ved, og selvhjælp bøger. Men det faktisk-det åbnede mine øjne for at få mig til at indse, at der er andre fyre derude som mig., Og det fik mig til at undre mig, ja, du ved, (uforståelig) rådgivning, du ved? Jeg meldte mig til VA medical benefits, den slags. Og det hjalp mig virkelig.

Og jeg vil virkelig gerne sige tak, fordi, jeg mener, det er sjovt, fordi min hustru, du ved, hun er et par år yngre end mig, men, du ved, jeg er fra Nordøst, hun er fra Alabama, men hun har aldrig haft noget at gøre med militæret. O ‘ Brien: Mm-hmm. BRIAN: og hun har en far, der var begyndelsen af 80’ erne, du ved, ingen kamp eller noget, så hun vidste virkelig ikke, hvordan hun skulle stille mig spørgsmål., Og det har været, du ved – på grund af din bog og andre bøger som denne, som du kender, og den rådgivning, det er faktisk fik mig til at være i stand til at forklare hende de ting, jeg gik igennem, og du ved, at være i stand til bare at snakke om det i stedet for bare at holde det i, og lad det blive som en lille bombe.

CONAN: Ja. Brian, dem af os på radio side her, tak for din fornuftig brug af ordet skrald.

(soundbite af latter)

BRIAN: Åh, ja, ikke noget problem. Jeg har en familie, der arbejdede for NPR i Boston-området, så jeg forstår.,

(Soundbite af latter)

CONAN: uddannet.

BRIAN: (uforståelig)

CONAN: Mange tak, Brian. BRIAN: og jeg har også en P-38 også.

CONAN: virkelig? BRIAN: og jeg bruger det faktisk i dag som en skruetrækker.

(Soundbite af latter)

BRIAN: men jeg ville bare sige (uforståelig) en. Tak igen, gutter.

CONAN: farvel. Her er en e-mail, som vi har, og dette fra Matt i Palmyra, Virginia. Tim, jeg har læst dine bøger i omvendt rækkefølge. Lige færdig med dit memoir, ” hvis jeg dør i en kamp Zoneone.,”Det, jeg bærer ind – er en svigerfar, der var kaptajn og minder mig om den hårdkantede, anti-hippie, hårdt drikkende kaptajn, der tog dig ud den aften for at sætte miner. Han taler slet ikke om oplevelsen. Hvordan nærmer jeg mig emnet, eller skal jeg overlade hans minder til sig selv? O ‘ Brien: sandsynligvis lidt af begge dele. Jeg tror i sidste ende, at der er alle mulige grunde til stilhed. Det kan gå alt fra traumer til simpel høflighed.

krig er en part pooper af et emne. Du går ikke til en cocktailfest og siger, Hej, du vil høre om Nam eller Irak., Ud af høflighed forbliver man tavs nogle gange, i det mindste i mit eget tilfælde, fordi jeg ikke har nogen ID.om, hvor jeg skal starte, hvor jeg skal slutte, hvad jeg skal vælge at tale om. Det er overvældende, og derfor går du stille ud af en slags nervøs – den skræmmende opgave foran hvor begynder du og hvor slutter du.

så at opmuntre gennem bøger eller film er et startsted. Og hvis en person ønsker at tale, denne person vil tale. Jeg tror bestemt ikke, at tvungen samtale vil hjælpe nogen. Men for at åbne døren til samtale gennem kunst, ikke en forfærdelig id..,

CONAN: vi taler med Tim O ‘ Brien. Hans bog, “de ting, de Bar,” kom ud for 20 år siden. Jeg tror, det var 20 år siden i går. O ‘ Brien: Ja, det var.

CONAN: du lytter til at tale om nationen fra NPR ne .s.

det er interessant, du taler om kunst. Ser du film om krig? Ser du?

CONAN: Ja. O ‘ Brien: mand, jeg troede, det var – ikke i en krig, men banker på døre. Og jeg blev virkelig rørt af det. Og jeg troede, det var smukt handlet og havde mig i tårer. Andre keder mig.,

(Soundbite af latter)

CONAN: så du “Hurt Locker?”

Mr. O ‘ Brien: jeg har ikke set det endnu. Ingen. Er det godt?

CONAN: Ja. Det er godt. Det er interessant. Jeg spekulerer også, TV-serien, ” Stillehavet.”Har du set det? O ‘ Brien: Nej. Jeg har været på vej. Så jeg tror-kom det ikke bare ud?

CONAN: Ja, Det startede lige for et par uger siden. O ‘ Brien: Nej, jeg har ikke set det.

CONAN: det er interessant., Du bør give det – det er udfordrende i en vis forstand-jeg har studeret den særlige kamp der i Guadalcanal i øjeblikket. Og jeg har været der, og det hjælper at have været der og set disse seværdigheder. O ‘ Brien: jeg vil vædde.

CONAN: men på den anden side overfører den så nøjagtigt den absolutte følelse af forvirring og kaos. Jeg er forbløffet over, at de tog sådanne risici med manglen på, du ved, sammenhængende fortælling. O ‘ Brien: det er godt. Jeg er glad for at høre, at de gør det på den måde., Jeg mener, det er min erindring om krig, er kaos, og hvilken-Hvor er jeg, og hvorfor er jeg her, og hvor er de? Fuldstændig tabt følelse, næsten som at blive fanget i en dårlig drøm.

CONAN: lad os se, om vi kan få en anden opkalder ind på denne samtale. Lad os gå til Ed. Ed er med os fra Traverse City i Michigan.

ED (opkalder): God eftermiddag, herrer. Undskyld, jeg læste ikke din bog. Jeg vil-det bliver det første på min dagsorden.

CONAN: otte millioner og en.

ED: godt, jeg havde tjent mange år siden i mange forskellige mode., Men de ting, jeg ville gerne, deler de fleste om krigen i dag er, hvordan steriliseret det på tv, og hvordan folk kan se det og gå, wow, der ser dårligt, og så vender sig bort, og derefter vende på en anden kanal, og ikke rigtig ser i øjet på den anden soldat, der kæmper og dør kun for det, de tror på, så godt. Og det har jeg desværre haft… og hvor var det, Ed?

ED: i Panama, i ’89, for retfærdig årsag., Og jeg blev også aktiveret til støtte for Somalia, hvilket var en anden interessant (uforståelig) det er en interessant aftale at se et 10-årigt barn med en AK-47, Der var darn nær så høj som han er. Det var bare uvirkeligt. Men at gå tilbage til Panama-ting, du ved, at tage en andens liv, ser i deres øjne op tæt og personligt, vel vidende, at det bare er en anden person, de måske har børn, kan de være nogens bror, nogens søn, far. Det er det, krig handler om. Og jeg tror, Tom Hanks og Steven Spielberg er genier, og jeg tror, at de har fanget, hvad det virkelig handler om., Jeg ved intet om Anden Verdenskrig, men jeg giver det til veteraner fra Anden Verdenskrig, som jeg endda kunne tjene.

CONAN: Ed, jeg håber du fortæller det barn, vi hører i baggrunden, du fortæller det barn dine historier.

ED: det er min yngste. Og han holder mig kørende. Men jeg prøver ikke at fortælle det, fordi jeg stadig ikke har det – for da jeg kom ud af Panama, var PSTD(ph) ikke-eksisterende., Min måde at håndtere det var at sælge ud af hver kanon, jeg har ejet i mit hus, fordi jeg blev træt af at vågne op midt om natten og skyde howler aber og slanger og edderkopper og PDF, Panamas Defense Force fyre…

CONAN: Mm-hmm.

ED: jeg fik huller i mine vægge. Så det var sådan, jeg håndterede det.

CONAN: Ed, mange tak for opkaldet. Tak for det. Og Tim O ‘ Brien, Tak så meget for at dele din tid i dag. O ‘ Brien: stor fornøjelse. Tak, fordi jeg måtte komme.

CONAN: tyve år efter “de ting, de bar.,”

Copyright 2010 2010 NPR. Alle rettigheder forbeholdes. Besøg vores hjemmeside Vilkår for brug og tilladelser sider på www.npr.org for yderligere information.

NPR udskrifter er skabt på en rush deadline af Verb8tm, Inc., en NPR-entreprenør, og produceret ved hjælp af en proprietær transkriptionsproces udviklet med NPR. Denne tekst er muligvis ikke i sin endelige form og kan opdateres eller revideres i fremtiden. Nøjagtighed og tilgængelighed kan variere. Den autoritative rekord af NPR ‘ s programmering er lydoptagelsen.